I december 2024 afsluttede vi leverancen af 7 langborde og 14 bænke i massiv røget eg, som vi var blevet betroet af den Københavnske arkitektvirksomhed ACT architects a/s.
Møblerne er designet til Lautrupgade 11 hvor Grant Thornton Danmark, efter en gennemgribende renovering flytter til fra Østerbro for at indtage huset i Nordhavnen.
ACT Architects har varetaget indretningsdelen, såvel som den gennemgribende transformationsopgave på Lautrupgade og har designet møbelkonceptet, som vi i Serup & Colberg har realiseret.
Den slags opgaver er altid specielle og kommer med et stort ansvar for at forvalte en ide så den bliver realiseret så tæt på den oprindelige vision som menneskeligt muligt, samtidig med at vi påtager os ansvaret for at konstruere og producere møblerne rationelt og i en kompromisløs kvalitet.
Møblernes næsten monolitiske udtryk i kombination med varmen i det røgede egetræ klæder hinanden. Og de klæder også bygningen som ligger i et af mine egne yndlingskvarterer i København, Nordhavnen. Lige ved siden af den gamle Frihavn hvor jeg for år tilbage selv drev virksomhed før den meget vellykkede sanering af området blev gennemført.