Snedkermøbler
Fremstillet på Sydfyn og solgt direkte til vores kunder i hele Danmark
Hvem vi er
Peter Serup (1994) har arbejdet med træ siden han som 6-årig blev stillet foran en drejebænk af sin farfar. Senere blev han uddannet som møbelsnedker, hvor han afsluttede sin svendeprøve med en sølvmedalje og efter en tur i Livgarden også som møbeldesigner fra designskolen i Herning.
Martin Colberg (1971) er oprindeligt uddannet som markedsøkonom og kom ved et tilfælde, som 21-årig ind i møbelbranchen tilbage i 1993, hvor han hen over 3 årtier har beskæftiget sig med både salg, produktudvikling, produktion og design.
De to lærte hinanden at kende da Peter søgte en praktik i Martins tidligere virksomhed. Et praktikophold blev til 2 og så til 3 og et kammeratskab med bund i en fælles vision for den danske møbelbranches fremtid afstedkom at de to i januar 2024, seks år efter deres første møde stiftede Serup & Colberg som lige partnere.
Det vi tror på
Vi tror på at det kloden har brug for er, at vi fremstiller markant mindre i en kvalitet som er markant bedre og holder meget længere end flertallet af de møbler som udbydes til salg i dag.
Vi elsker godt design, men vi elsker det gode håndværk lige så meget og vi ved at kombinationen af de to er det der gør at møbler ikke bare kan holde længe, men at mennesker bliver ved med at holde af dem og beholder dem i deres hjemme i mange år – gerne i en livstid.
Derfor efterstræber vi også det tidløse snarere end det tidstypiske når vi tegner møbler. At vores produkter næppe defineres af mange som værende moderne er på alle måder i tråd med det vi tror på og står for i forhold til bæredygtighedsdagsordenen.
Løftet til vores kunder
og til hinanden
Vi sælger direkte til vores kunder her i Danmark og vores showroom i Faldsled ligger sammen med værkstedet hvor vi fremstiller møblerne.
Dette handler ikke bare om at fjerne fordyrende mellemled, men om at have fuld kontrol og kvaliteten af vores egne produkter. Og, at vi gerne selv vil formidle produkterne og det håndværk som ligger bag til jer der viser os den tillid at investere i dem.
Det løfte vi har givet hinanden og til jer - vores kunder er, at vi møder op hver morgen med målet om at gøre det bedre i dag end i går og at vi kontinuerligt vil udvikle vores produkter, vores medarbejdere og os selv.
Det udsagn bakker vi op med en for danske møbelproducenter unik livslang garanti på alle håndværksmæssige og tekniske fejl, til møblets første ejer.
At plante et træ
Vi bruger ofte analogien, at vi skal plante et træ som den næste generation kan sidde i skyggen af.
Når vi gør det, handler det dels om at vi ikke vil tage flere ressourcer ud af naturen end vi giver tilbage, men også om at vi skal sikre at fremtidens unge danskere kan finde meningsfuld beskæftigelse i en moderne udgave af et traditionelt erhverv i form af møbelhåndværket.
At fremstillingsvirksomhed ikke bare er noget vi outsourcer til Østeuropa eller fjernere himmelstrøg endnu.
I 1987 udkom FN kommissionen for miljø og udvikling med den såkaldte Brundtlandrapport, hvis officielle titel var ”Vores fælles fremtid”.
Her blev der for første gang sat fokus på global bæredygtighed og i rapporten defineres en bæredygtig udvikling som ”det at skabe en udvikling som opfylder de nuværende generationers behov uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare”.
Den definition mener vi holder vand den dag i dag og vi mener også at det er et ansvar som vi alle må være med til at løfte, hvilket vi helt sikkert ikke har gjort siden den industrielle revolution tog fart fra 1760 og frem.
Det ansvar vil vi gerne være med til at løfte igennem daglig handling.
Kom med en tur i værkstedet
Vi elsker møbler og vil gerne dele vores kærlighed til det gode håndværk og det gode design med jer. Derfor byder vi jer velkommen i vores showroom og på vores værksted i den smukke Sydfynske landsby Faldsled, for at få et indblik i hvordan vi fremstiller møbler fra den rå planke til det færdige produkt.
Enhver strømning har sin modstrømning og lige nu er dem der vælger at starte eller fastholde en møbelproduktion i Danmark en sjældnere race end dem som outsourcer deres produktion til Østeuropa eller fjernere himmelstrøg endnu.
Når vi bliver spurgt, og det gør vi ganske ofte, hvorfor vi har valgt at starte en møbelproduktion hernede i Vandkantsdanmark er vores svar, at det har vi fordi det er nødvendigt.
Det er nødvendigt hvis vi ikke skal miste evnen til af fremstille ting i Danmark. Det er nødvendigt for at sikre kvaliteten af vores produkter så de kan få et langt liv.
Design i vandkanten
Al sandsynlighed taler for at du ikke bor lige i nærheden, for Faldsled er med sine 560 indbyggere ikke noget stort marked for os. Til gengæld er byen og området på alle måder et besøg værd.
Udover vores berømte kro rummer landsbyen Danmarks ubestridt bedste havnegrille – Vandkanten, hvis storesøster Vejkanten tilbyder et moderne menukort af velsmagende retter.
Nord for byen finder du Damsbo skoven og Damsbo Strand hvor der uanset årstiden er basis for en god travetur eller for lystfiskeren adgang til noget af Danmarks bedste ørredvand.
8 km længere sydpå, inde i Fåborg har vi både Øhavsmuseet og Fængselsmuseet Arresten, som er gode tur mål for både børn og voksne. Er man interesseret i både kunst og designhistorie, så er Fåborg Museum en sand perle og personlig favorit. Rummene i sig selv er helt spektakulære og når man tilsætter de Fynske malere og Kåre Klints Fåborgstol, som blev tegnet til bygningen i 1914 til den ligning så bliver det ikke meget bedre.
Det vi vil er at plante et træ som næste generation kan sidde i skyggen af.
Peter Serup, Partner
Peter, som både er uddannet møbelsnedker og designer er ansvarlig for produktion og den tekniske del af produktudviklingen i virksomheden. Dybden af Peter faglige forståelse og han innovative løsninger på komplekse tekniske problemstillinger er en stor del af det fundament vi bygger virksomheden på.
Martin Colberg, Partner
Martin er autodidakt møbelmand og er af dem der kender ham godt, ofte blevet beskrevet som en design dirigent. Om sig selv ville han dog sige at han blot er en møbelmand. I vores virksomhed står Martin for de udadvendte aktiviteter indenfor salg og marketing. Og så elsker han at være på værkstedet når tiden tillader det.