Skip to Content

Et Kip med Flaget til Kaare Klint

Historien om en opgave man kun får en gang i livet

Da vi tidligere på året blev spurgt om vi kunne tænke os at skabe et nyt interiør til de to Le Klint butikker i henholdsvis København og Odense, takkede vi ja med det samme.

I Odense stod der stadig originale Kaare Klint møbler, som nok var smukke men også var nået dertil at den aktive tjeneste skulle ophøre og de skulle trække sig tilbage til Le Klints interne museum på Egestubben og nyde deres otium.

Kaare Klint er en central figur i dansk designhistorie. Man kan med rette sige at han som lærer for Wegner og Mogensen tændte den lunte der fra halvtredserne og frem fik Danish Modern til at lyse så klart på den internationale design scene.

Men Kaare Klint var ikke bare en begavet lærer. Han var selv en mester i sit fag. Og i Le Klint skabte han sammen med sin familie noget helt enestående. Jeg har altid holdt meget af de lamper som stadig produceres på Egestubben i Odense og den oprindelige model 101 af Kaare Klint hænger også over mit eget spisebord.

Så da Le Klint direktør,  Kim Weckstrøm inviterede os med ombord i det her projekt, foreslog Peter Serup og jeg at tage udgangspunkt i den papirfolde teknik som benyttes i 101´eren og oversætte den til et trærelief der så skulle beklæde skrankerne til de 2 butikker.

Det gjorde vi så, og 444 træklodser senere kunne vi levere disse. Først i København og senere  i Odense. Billederne herunder er fra butikken på Store Kirkestræde 1 i København. Fotografen er som altid Henrik Brus. 

Nov. 2025

Martin Colberg

Fine Dining i København
Matt Orlando er tilbage i byen med Restaurant Esse i Nordhavnen