Produkt nummer 2 i Danmarks Næste Klassiker var en skammel. Og ja, jeg kalder det et produkt og ikke et design, både her og på TV, for det er jo det jeg laver.
Produkter som skal fungere kommercielt og balancere alle de parametre omrking æstetik - pris - udførsel og ikke mindst elskelighed, der gør at mennesker vil have dem i deres hjem i mange år ud i fremtiden. For mig at se er den eneste måde jeg kan håbe på at gøre en forskel i verden.
Skamlen her er lavet af 2 stykker træ, en metalring, 3 skruer og noget hvid snedkerlim. Var den svær at lave kunne man spørge, men sandheden er at når man har Peter Serup Jensen ved sin side, så er der ikke så meget som er svært. Vores udadtil lidt forskellige temperamenter passer godt sammen i disse processer.
Til alle Jer som har skrevet til mig her på Facebook og af andre kanaler skal der lyde en stor tak. Det betyder meget for mig, fordi jeg rent faktisk føler at jeg satte mig selv ganske meget på spil ved at samle den handske op som blev kastet foran mig her uden at have skyggen af formelle kvalifikationer.
En helt særlig tak til min kære ven Asger Soelberg hvis møbler har dannet basen for at jeg kunne bygge en virksomhed. Asger og jeg har kun set hinanden en eneste gang under processen her og det var få dage efter at dette afsnit blev optaget nede på min sejlbåd og Asger har ikke set et eneste af disse ting før de kommer på TV.
Hans klap på skulderen der naturligvis kommer privat og altid med omtankens forsinkelse er vildt vigtige for mig. Ikke mindst fordi at manden som regel er brutalt ærlig.
Dagbogsnotat:
Fra aftenen inden jeg skulle aflevere den skammel Peter Serup Jensen og jeg lavede til Danmarks Næste Klassiker.
“Nu skal jeg aflevere den her skammel som jeg har lavet i morgen. Og nu kan jeg godt mærke at jeg er spændt. At der er noget på spil.
Opgaven var faktisk svær for mig at få hul på. Og jeg brugte de første dage på bare at være stille og tænke mig om. Og så pludselig brød solen gennem skyerne og så kom det næsten af sig selv derfra. Skamlen var ikke nem at lave for os, men den er blevet smuk og fin på en helt særlig måde.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det, andet end ved at sige, at den er blevet virkelig poetisk. Ikke sådan “Strunge - ved livets hastighed poetisk” men mere sådan Thøger Larsensk “Du danske sommer jeg elsker dig, skønt du så ofte har svigtet mig”.
Det håber jeg ikke at skamlen her gør. Svigter mig."
Jeg synes ikke skamlen svigtede. Ikke det som var mit formål med den, nemlig at skabe en genstand som folk med glæde ville have stående fremme. Også når den ikke er i brug.
Fra vi lavede den og til vi var færdige med alle optagelser kiggede jeg kun på skamlen få gange, men nu hvor det hele er overstået betragter jeg den meget og overvejer de små justeringer som vi skal gøre for at kunne sætte den i produktion.
Vi døbte den undervejs Fortuna. Lykkens Gudinde i det antikke Grækenland. Om den ender med at hedde sådan skal jeg ikke kunne sige, men for os lige der på det tidspunkt gav det mening.
