Møbel nr. 3: Stolen
I dette brief, som blev stillet af teaterdirektør Jon Stephensen fra Aveny Teatret på Frederiksberg, skulle vi lave en stol til den nye nationale ungdomsscene der er under opførsel i forlængelse af det gamle Aveny.
Jons ambition var at skabe en ny folkestol til stedet og han havde en række ønsker til stolen hvor jeg, som det også rigtigt nok præsenteres på TV, så et antal indbyggede modsætninger.
Stolens primære egenskab udover karakteristikken som “folkestol” blev dog defineret som, at den skulle kunne stable mange på lidt plads, i et specifikt depot på teatret.
Balancen skulle findes mellem de følgende karakteristika.
- Folkelig
- Ungdommelig
- Let
- Robust
- Bæredygtig
- Økonomisk (læs. Billig at fremstille)
- Evt bruges inde og ude
Jeg så med det samme opgaven som en brobygningsopgave og broen der skulle bygges var den imellem det gamle klassiske Frederiksberg teater og den nye hypermoderne kontrast, som den nye ungdomsscene kommer til at udgøre i forlængelse heraf. 2 meget forskellige bygninger der i øvrigt vil blive fysisk forbundet af en bar med alt hvad dertil hører.
Jeg har en søn på 20 år som, når han ikke arbejder for mig på værkstedet, er trommeslager i det Københavnske musikmiljø og jeg er heldig at have en del unge mennesker i mit liv igennem ham.
I almindelighed er jeg dybt imponeret over ungdommen i dag og det moralske kompas de Navigerer ind i fremtiden med. De ved godt at alle ressourcer grundlæggende er knappe og at vi er nødt til at lave alt fra tøj, henover bygninger og møbler i en kvalitet som kan holde i mange år. Og også med en æstetik som folk ønsker i deres hjem eller arbejdspladser i mange år ud i tiden.
Møbler, huse og beklædning skal være så elskeligt at man ikke smider det ud, men holder ved det som man gør med en gammel ven.
Ungdommens revolution i 2020’erne er en løftet pegefinger mod overforbrug og mod det Kasper Salto vist fik kaldt “skumfiduser” i seriens første afsnit. Jeg mener faktisk at dem som ser anderledes på vores unge mennesker læser dem forkert.
I processen på vej mod det endelige design havde Peter, som i parentes bemærket er 27 år gammel, og jeg mange gode og dybe samtaler.
Peters dybde og stoisk funderede verdensbillede er værdifuldt når perspektiverne skal samles og min egen tilgang, er altid en blanding imellem den tidløse æstetik, den gode konstruktion og produktets berettigelse på markedet. Der er ikke noget som folk ikke vil købe og beholde, der nogensinde bliver en klassiker.
Hvad der ikke lige fremstår så klart på TV er at vi i processen her faktisk knækkede koden til hvordan man får en stol til at stable i et smukt drejende tårn, lige op og uden begrænsninger udover loftets højde. Jeg ved ikke om der er andre stole på markedet som rent faktisk kan det, men i så fald har jeg ikke kunne finde dem og alene her ser jeg naturligvis et markedspotentiale.
Vi byggede 2 stole. Den oprindelige plan var at aflevere en stol i birkekrydsfiner med et massivt kopstykke i birk og dermed lægge vægten over på den del af briefet som handlede om pris og i den klassiske perception ungdommelige.
Stolen i massiv røget rødeg var oprindeligt til mig selv, men samtaler undervejs med Stefan og Peter fik mig til sidst til at overgive mig til mit instinkt som blev ved med at fortælle mig, at ungdommen efterspørger produkter der er mere blivende end flygtige i deres natur.
Defor blev det stolen i massivtræ som vi afleverede. Og ud over at være naturens eget cirkulære materiale, så vækker træet som materiale følelser og hengivenhed i mennesker som jeg kun oplever ved få andre af naturens egne materialer.
Det er vigtigt at forstå at ovenstående ikke er hverken en forsvarstale for mine egne valg eller en kritik af andres. Det er ganske enkelt et tilbud om at se ind i nogle af de centrale overvejelser som vi gjorde os undervejs i dette projekt.
