“Jeg forsøger ikke at revolutionere dansk design. Jeg forsøger at skabe en evolution i det og holde den der tradition i live. Når det så er sagt, så er det ikke fordi jeg ikke kan favne et mere moderne udtryk. Det er ikke det jeg bevæger mig mest i, for det er ikke det mit hjerte banker hurtigst for. Men derfor synes jeg stadig at opgaven er spændende og jeg ser mig selvfølgelig i stand til at løse den”
Med de ord fik jeg lov til at definere hvordan jeg ser på mit eget virke i den danske design og møbelbranche i de indledende scener til sidste afsnit af Danmarks Næste Klassiker.
Kort forinden var vi blevet præsenteret for den sidste opgave, der lød på at lave en lænestol som var superkomfortabel, på ingen måde måtte være bagud skuende i sine referencer og ikke måtte gøre brug af træ som materiale.
Den sidste sætning afleveret med zoom først på mit og dernæst på Mettes ansigt. Men sandheden er at jeg hverken var overrasket eller for den sags skyld skuffet. Jeg så det snarere som en mulighed for at vise en anden side af mig selv og en mulighed for at sætte to streger under, at min relativt klassisk funderede tilgang til dansk design er et aktivt tilvalg.
At det hele for mig først og fremmest handler om at skabe ting som folk vil holde af mange år ud i fremtiden. Det er min definition af ordet fremadskuende i en møbelkontekst.
En af den klassiske lænestols største kvaliteter er i virkeligheden også dens største svaghed. Dens egenskab som stuens trone. Det møbel hvor man ikke er i tvivl om at man har indtaget husets fremmeste plads når man sætter sig i den og hvor man nærmest pr. automatik kommer til at føle sig hensat til en ganske særlig position.
En trone kan både være en magt og en ansvarsposition. Og selvom jeg ikke nødvendigvis er helt enig i det gamle ordsprog om, at magt korrumperer og at ultimativ magt korrumperer ultimativt, så er jeg ikke blind for den indbyggede risiko for magtfuldkommenhed der er en del af ansvarets tyngde.
Så hvorfor ikke tage lænestolen ned på jorden. Ned i gulv og jord højde, hvor luften er kølig og perspektivet på tilværelsen og en selv helt automatisk et andet end oppe på den høje trone.
Måske skal man sidde der alene og mediterer over livet og døden. På hvad vi bruger det første til inden det sidste og uundgåelige indtræffer.
Måske skal vi sætte os flere sammen og mødes i jord og øjenhøjde og se hvilke beslutninger vi træffer fra det perspektiv. Om nærhed til jorden minder os om at vi er en del af den, lige så meget som den er af os og se om vi derfra kan skære igennem den grønne røg og træffe virkeligt bæredygtige valg for os selv, vores virksomheder, samfund og for vores børn.
Måske lavede Peter og jeg slet ikke den lænestol som verden ville have, men måske lavede vi den som verden har brug for.
Måske er der alligevel en lille revolution indeni mig når det kommer til stykket.
Og måske skal man rent faktisk være villig til at se sig over skulderen for rigtigt at kunne skue frem.
P.S.
Står for Peter Serup Jensen foruden hvem jeg ikke havde været i stand til at levere det som jeg gjorde på skærmen i dette forløb. Tak for kampen min ven