Opgave nr. 4 i Danmarks Næste Klassiker var at lave en sengelampe som ikke forstyrrede ens sengepartner, kunne betjenes intuitivt og gerne måtte fungere som natlampe/vågeblus.
Jeg har aldrig lavet lamper før, men som designelement i bygninger og rum synes jeg bestemt at de er interessante og lysets evne til at sætte en stemning, fremhæve arkitektur og rette fokus på f.eks. kunst i en bolig er helt uomtvistelig.
Vi besluttede hurtigt at teknologivalget skulle være Philips Hue systemet, som bare er benchmarket indenfor smart belysning og vi fik også god hjælp af dem til at forstå systemet og hvad det kan. Vi er begge fans nu og natlampe funktionaliteten var på plads på en rationel måde og i samarbejde med en teknologileder.
Peter og jeg var også med det samme enige om at vi skulle skabe et belysningselement som kunne fungere på tværs af skala, materiale og monteringsmetode. Det vil sige som væg, gulv, bord og loftslampe i f.eks. træ, stål, glas eller porcelæn.
For at gøre dette skal man finde en grundform som er appellerende til det menneskelige øje.
Inspirationen til denne kom fra en fakkel. Sådan en der kan hænge på borgmuren i et eventyr om prinsesser og halve kongeriger og som kaster et stemningsfuldt lys op af væggen.
Montagen i det flexible messingrør kender jeg fra kortbordslampen på min sejlbåd. Vægbasen er en form som vi tidligere har arbejdet med og benytter på vores Dodona sofaborde. Det er i mine øjne en smuk organisk form som også binder lampen ind i resten af vores sortiment.
Den base kan allerede i sin nuværende størrelse fungere som fod og gøre væglampen til en bordlampe. I praksis ville man i den funktionalitet nok trække ledningen ud i den anden ende og skalere den lidt op og lægge en tung metalplade i bunden.
Vi lavede også sengelampen så den kunne drejes rundt og lyse op af væggen som en fakkel. Med den mange lys scenarier man kan vælge i Philips Hue appen giver det mulighed for at lave noget virkeligt stemningsfuldt almen belysning i et soveværelse.
Vi afleverede lampen i wenge og messing. Fordi wenge og messing er fedt og taktilt og fordi træ bare er et enormt besjælet materiale som ligger vores hjerter nært.
Og betjeningen. Ja hvad er mere intuitivt end en gammeldags tænd/sluk knap. Det skulle selvfølgelig være at sige “Siri, tænd lyset”. Det kan systemet også, men måske ville det forstyrre ens sengepartner.
Lampe Proces:
Til dem som måtte finde den slags interessant, er her en lang række af billeder fra vores proces omkring lampens tilblivelse.
Fra skitser på selve formen, hen over fræsningen af pre-to-typen og til det endelige resultat.
For Peter Serup Jensen og jeg har deltagelsen i dette TV koncept handlet om 3 ting.
At lære noget om os selv og den dynamik der er i designprocesser. Hvornår bliver det svært for os. Hvornår er det en leg. Hvornår skal vi pjatte og hvornår skal vi filosofere. Det har været sindssygt lærerigt må jeg sige.
Det andet formål som ligger os på sinde er at vise at håndens og åndens arbejde hænger sammen.
Håndværk er værdifuldt for dansk design og hvis vi mister en hel generation af dygtige håndværkere i Danmark så vil det være en tab. Et tab af forståelse for materialer og konstruktion og et kulturelt tab tillige. Dette program kan jeg med glæde konstatere får masser af børn og unge til at dyrke deres skabertrang og gribe efter en høvl og et stemmejern.
Sidst, men ikke mindst og det er måske det synspunkt som kan dele vandene, så har jeg gerne ville formidle min tro på at dansk design som det kendes uden i verden og for mange herhjemme er en del af en tradition som på mange måder har sit udspring i Kaare Klints virke og som jeg føler stærkt for at udvikle nænsomt og med kærlighed til dem som kom før os. Jeg føler også at vi ærer både de store danske designere og traditionen i sig selv ved at forsøge at udvikle på og stopper vi med det, så tror jeg også at traditionen på et tidspunkt vil dø.
Hver generation skal hænge lidt nyt pynt på juletræet kan man sige. Det gør det for mig smukkere og mere levende end det stiliserede og stringente sølvpyntede træ og tilføjer varme og kærlighed.